Geddefiskeri i fjorden

Geddefiskeri i fjorden

Geddefiskeri i fjorden er muligt hele året rundt. Gedden har dog en fredningsperiode, hvor det ikke er tilladt at fiske efter den. Her er tale om perioden fra d. 1. april til d. 15. maj.

Mindstemålet for gedde i Randers Fjord og alle andre steder er 60 cm. Er den fangede gedde under 60 cm. skal den genudsættes. Man burde dog også genudsætte alle over 85 cm. Da de er med til at sikre fremtidens generationer. Gedden er en vigtig del af fjordens- og hele Gudenåsystemets balance.

Gedden i billedet er fanget i Randers Fjord ved Dronningborg Bredning en december måned. Man kan både fange gedder helt inde i havnen og ud til og med Grund Fjord.

De spændende sivskove, sivfyldte vige og øer er perfekte når der skal ledes efter brakvandsgedder.

I artiklen her, vil du både kunne læse om parkeringsmuligheder, hvor du kan fange flest gedder i Randers Fjord, hvornår og hvad med.

Geddefiskeri i Fjorden – fangstmetoder

Spinfluer er uhyre effektive til geddefiskeri i fjorden. Det er ikke alle der er værd at spendere penge på, men det er disse:. Monsterfly fra Westin og Eumer Spintube – en finsk prisvindende spinflue. Det er da også den sidstnævnte, gedden øverst i billedet er fanget med.

Disse fluer til spinnestangen kan fiskes i dybt vand, lavt vand og endda helt oppe i overfladen. Så her er tale om en alt i én agn. Den kan bruges året rundt. Om vinteren kan den fiskes dybt og langsomt og om sommeren, over åkander m.m. og alt der i mellem.

Man kan kaste langt med fluerne og de store gedder elsker dem.

Blink har alle dage været effektive til gedderne. Det er de også til gedderne i Randers Fjord. Der er dog flere steder en del grøde i den indre del af fjorden, hvor der også er flest gedder, hvilket kan besværliggøre brugen af blink her.

Men i de åbne vandmasser i om sommeren, er blinket mere brugbart.

I vintersæsonen, når de fleste vandplanter er væk, kan denne agn også være vejen frem.

I Randers Fjord, kan man bruge mange forskellige farver året rundt. Alt fra lyse til mørke.

Husk altid stålforfang, når der fiskes med blink. De korte blink kan let sluges af gedden.

Wobleren er en af de helt store klassikere til geddefiskeri. Skeen foran får agnen, får den til at gå meget livligt i vandet. Vuggende, svømmende, ganske som var den en levende fisk.

Nogle fås med en ske, som er mulig at indstille. Dvs. at man selv kan bestemme om wobleren skal gå højt eller dybt i vandet. Jo mere lodret den er indstillet, jo højere går den og omvendt.

Nogle woblere er flydende, andre synkende. Her er det vigtigt at vælge den wobler, som passer til det sted man skal fiske. I dette tilfælde er der jo tale om Randers Fjord, hvor det meste af fiskeriet foregår i lavere vand. Derfor er flydende woblere gode, samt woblere, som er designet til at svømme højt i vandet, altså med en mere lodret ske.

Køb dine woblere og andet endegrej til geddefiskeri i Randers Fjord her: Woblere m.m….

Jerkbait er en agn som egentlig bare vrikker fra side til side. Det giver frihed for lystfiskeren til, at tilføje agnen lidt liv. Man kan rykke en, 2 eller flere gange i stangen, for at få jerkbaiten til eksempelvis, at virke som en såret fisk.

Denne uhyre effektive agn, kan bruges alle steder i Randers Fjord, hvor der er gedder. Og man skal aldrig være bange for, at bruge den for stor.

I tilfældet af man vil helgardere sig, kan man bruge de mindre varianter. Det så man både har en chance for at fange gedder og aborrer. Til tider hugger havørrederne endda på denne geddeagn.

Farvemæssigt, kan man bruge de mere neutrale året rundt, og de mere kraftige farver om vinteren.

Spinneren kan måske fange flere gedder end nogen anden agn. Her er ikke tale om store geddespinnere, men mere de almindelige i str. 4 og 5, som til hver en tid, slår de helt store spinnere, med både 2 blade og “fluepynt” med mere…

Mepps Aglia 4 og 5 med kobberblad eller sølvblad, er de bedste geddespinnere, som nogensinde er produceret. På landsplan uanset årstid, er det disse spinnere der er bedst fangende. Jeg har prøvet et utal af spinnere og har fisket efter gedder i det meste af landet, og det er min konklusion.

Spinnerne er også billigere end de ligegyldige store spinnere, som kun er lavet til at narre lystfiskeren. For at gøre mere “spiseligt”, har man taget en eller flere kendte sportsfiskere og sat dem ved en sø, hvor der er mange gedder for at vise, at de store spinnere nemt kan fange fisk.

Popperen er en overfladeagn. Den fiskes hovedsageligt med om sommeren. Gedderne spiser alt der bevæger sig i overfladen, som de kan gabe over. Nogen gange større end det.
Om sommeren er der masser af liv i overfladen, udover fisk.

Der er tale om alt fra mus, rotter, fugle, snoge, frøer til mindre insekter mm. Popperen svømmer som f.eks. en mus, når den spinnes ind i små ryk.

Se denne video, som viser popperfiskeri efter havbars (havaborrer) langs den jyske vestkyst. I videoen får man et indblik i hvordan man kan fiske med popperen: Popperfiskeri efter havbars…

Dette spændende fiskeri er meget visuelt og spektakulært. Geddens angreb kan ikke matches af noget andet herhjemme…

Der er ekstremt mange geddeagn i de danske butikker. Sørg for at vælge dem der passer til den sø, å eller fjord du vil fiske i. Både dybdemæssigt og i forhold til vandplanter, som åkander eller tang i fjorden osv.

Nogle områder mere er fyldte med mus, snoge og rotter end andre. Det kunne være militær-terræner, hvorfor netop overflade-agnene kommer til sin ret. Fjorden og især Randers Fjord, byder generelt på en kæmpe-buffet til gedderne året rundt. Ferskvandsfisk, saltvandsfisk, dyr og fugle mm.

Agnfisk til gedderne i Randers Fjord

Man kan også bruge agnfisk til geddefiskeri i fjorden. Skalle, sild, brisling og løje er alle effektive fiskearter til gedderne i Randers Fjord.

Den mest simple måde er, at bruge en almindelig rød/hvid prop i større størrelse, et stålforfang og en trekrog. Fisker man i ca. en meters dybde, sætter man agnfisken til at være ca. 60 cm. nede. (40 cm. over bunden)

Man kan også fiske direkte på bunden, men helst hvor der ikke er meget grøde eller tang.

Sæt den ene af de tre kroge i agnfisken lige bag ved gællerne, så krogen drejes op under rygraden. Så kan man kaste den ud, uden den falder af. Men også her, er et utal af metoder. De fleste virker.

Vigtig viden til geddefiskeri i fjorden

  • Husk altid en lang tang, så man kan komme ned til krogen langt inde i geddemunden.
  • Stålforfang, gerne over 30-40 cm.
  • Landingsnet, hvis man ikke er komfortabel med gællegreb. (Greb på inderside og yderside af gællelåget)
  • Skal gedden med hjem, så brug en stor priest/gokker/fiskedræber. (Afliv gedden med det samme)
  • Gabåbner med geddevenlige ender. Blød gummi eller tilsvarende.
  • Tag aldrig flere med hjem end du kan spise.

Få flere syn på gedden i denne artikel: Gedden og menneskesynet…

God fornøjelse med dit geddefiskeri i fjorden.

/Jari – lystfiskerirandersfjord.dk og Lystfiskeri Danmark.


Book en guidet tur efter gedder: Læs mere…