Endegrej til havørrederne i fjorden

Endegrej til havørrederne

Endegrej til havørrederne i fjorden – info

Endegrej til havørrederne i fjorden, kunne bestå af tusindvis af individuelle lister. Én for hver lystfisker… Hver lystfisker har sine favoritter uanset om der er tale om blink, fluer eller kystwoblere m.m. Det er der flere gode grunde til. Den ene er at stort set alt endegrej kan bruges – alt der er lavet til fjordenes og kysternes havørreder, og endda mere til. Noget af det grej som eksempelvis er lavet til gedder, put and takeørreder og aborrer, kan også bruges til havørredfiskeriet. Jerkbaits, mikroblink og jihaler er gode eksempler.

I dag er der tusindevis af grejproducenter. Man kan næsten sammenligne det med producenter af øl. Hver by med respekt for sig selv, har i dag et lille eller et stort bryghus.

Et utal af danskere har i dag valgt at producere deres blink og kystwoblere selv. Det typisk for at forsøge at få en forretning ud af det. Det giver flere spændende produkter end før set, når det kommer til endegrej til havørrederne på det danske marked. Desværre er der nu også alt for mange kopier af tidligere designs. Det er svært for mange at finde på noget selv. De der til gengæld gør, får deres agn kopieret eller stjålet kort tid efter. At tage patent på et blink eller en kystwobler i dag, er tæt på umuligt. Få ændringer skal til, før at ens eget blink ikke er ens eget længere…

På den gode side er markedet er blevet betydeligt mere spændende og åbner op for individualitet. Desværre kan man så påpege, at individualitet ikke er danskernes stærke side. Vi følger gerne med strømmen.

Pointen er dog, at der er mulighed for, at gå egne veje med alt det endegrej der er på det danske marked. Intet andet marked i verden har så meget forskelligt endegrej til kyst- og fjordfiskeri efter havørreder som vores lille land.

I Randers Fjord er det ofte vigtigt at have endegrej, som kan fiskes med i lavt vand. I de lavvandede områder og langs de lavvandede strækninger, finder man oftest havørrederne. Især de der er fødesøgende.

Gode bud på endegrej til havørrederne

Disse bud er baseret ud fra min erfaring. Siden marts 2013 har jeg i gennemsnit stået ved vandet omkring 320 dage om året. I de seneste år 340 dage om året…

Agnene jeg her anbefaler er gode, men der er andre som er lige så gode – endda formet på samme måde, men som har, har haft eller har fået et andet navn m.m.

Snurrebassen

En af de agn jeg har brugt mest ved fjorden er Snurrebassen. I dag er der en del blink som minder om den. Bl.a. Savage Gear Seeker og MO Inline m.fl. Alle 3 nævnt kan fange havørreder i Randers Fjord.
Snurrebassen i sølv er genialt til fiskepladsen, Udbyhøj Syd og Sækken..
Primært om sommeren.
Farverne brun/gul/perlemor, hvid/neongrøn og brun/perlemor, er fremragende året rundt ved Campingstrækningen.
Brun/gul/perlemor, hvid/lyserød, rød/sort er gode farvekombinationer til hele den indre fjord. Forår, sommer og efterår.

Bedste allroundstørrelser: NO. 3, 6 og 7.

Læs om pladserne i nord her: Fiskepladser i Randers Fjord – nord…

Læs om pladserne i syd her: Fiskepladser i Randers Fjord – syd…

Savage Gear Zerling

Dette blink er i og for sig et forsøg på at efterligne et blink kaldet Silling. Det gode ved varianten fra Savage Gear er, at den altid kan købes. Sillingen er håndstøbt og håndmalet, hvilket gør produktionen forholdsvis sparsom.

Zerlingen laves ikke i så mange farver, men alle de farver man har malet dem i, dur til havørrederne i fjorden. Læner man sig op af farvefordelingen for Snurrebassen, kommer man længst. De lysere farver i den ydre del, og mørkere farver i den indre del af Randers Fjord.

Bedste allroundstørrelse: 16 gram.

Goby Maxi

Denne kystwobler virker fremragende i den koldere tid, i de mellemste og indre dele af fjorden. Derfor bør man vælge rød/sort, lyserød/sølv og kobber/lyserød. Jo længere inde i fjorden man er, jo større chancer er der for at en gedde hugger. Derfor skal man overveje om det kunne være en ide, at bruge et stålforfang eller i det mindste en tyk nylon- eller fluorocarbonline som forfang i stedet.

Bedste allroundstørrelse: 18 gram.

Abu Sölv Rull

Farverne sølv, hvid/guld, rød/sort, grøn/hvid/sølv og brun/hvid er alle gode farver til fjordens havørreder.
Dette blink er en spændende kombination af Zerlingen og Sillingens form og gang-egenskaber, sammen med snurrebassens form og kasteegenskaber.

Bedste allroundstørrelse: 18 gram.

Fladbukken

Fladbukken på 28 gram kan synes at ligge i den tunge ende af skalaen, når det kommer til endegrej til havørrederne. Det gør den på sin vis også, men den kan fiskes i det helt lave vand på grund af sin bæreflade og vægtfordeling. En genistreg fra producentens side.

Den fås i et utal af farver, men ligesom Snurrebassen, har Fladbukken sine absolut kronede fisketure, når brugt ved Udbyhøj Syd og Sækken om sommeren… (I sølv og hvid/neongrøn.)

Andre spændende agn

Listen over endegrej til havørrederne i Randers Fjord er lang og enorm. Tænker man derfor i den røde tråd af farver og størrelser nævnt i denne artikel, kan man bruge næsten hvad som helst.

Begrænser man sig selv og sit fiskeri, begrænser man også sine fangster. – ” Et motto jeg har tillagt mig for årtier siden og som gør mig stor gavn”.)

Jeg håber du får held med dit fiskeri efter havørreder i Randers Fjord.

Jari P. – Lystfiskeri Randers Fjord og Lystfiskeri Danmark.


Se også nogle af mine andre sider her: Lystfiskeri Danmark…